Som du har opdaget, er det at yde omsorg en livsstil. Det handler om dig, om modtageren af din omsorg og om enhver anden i dit liv, især din ægtefælle.

Hvordan bliver du ved med at være forelsket, når livet synes at have drænet dig for kærlighed? Hvordan får du tid til den vigtigste person i dit liv, når modtageren af din omsorg har brug for dig bogstavelig talt for at overleve?

Her beskriver vi nogle enkle måder, hvorpå du kan holde liv i dit ægteskab. Et godt ægteskab er en stærk basis for at nyde et dejligt liv. Tag vare på dit ægteskab og det vil tage vare på dig.

 

Kommunikation, nøglen til at holde liv i dit ægteskab

At få styr på sine prioriteter kan være den sværeste del af balancere mellem omsorgsopgaven og ægteskabet. Hvordan kan du hjælpe modtageren af din omsorg, som har så mange behov, og samtidig få tid til din ægtefælle?

Cathy Hazzlerigg, en coach i livsspørgsmål og parforhold, lever efter det bibelske princip ”ægteskabet først”. En vigtig måde at prioritere ægteskabet på er at forpligte sig til ærlig og åben kommunikation. Cathy henviser til disse råd om god kommunikation med din ægtefælle:

  • Brug ”jeg” sprog. Når du bruger ”jeg” sprog (”jeg føler”, ”jeg vil”, ”jeg er bekymret”), tager du ansvar for, hvad du føler og hvad du har brug for. Ved ay bruge ”jeg” sprog undgår du at udpege skyldige (”du får mig til at have det så dårligt!”), og når skylden slettes fra ligningen, kommunikerer I begge effektivt.
  • Involvér din ægtefælle i de beslutninger, du tager til at forbedre jeres situation. Når I begge arbejder hårdt på forbedringer, er I et team.
  • Vær selvsikker, giv udtryk for hvad du vil og hvad du kunne tænke dig. Lige meget hvor godt din ægtefælle kender dig, så kan han/hun ikke læse dine tanker.
  • Brug aktiv lytning, fx at lytte reflekterende. Det betyder, at du gengiver, hvad du har hørt, for at sikre at det, du har hørt, er, hvad din ægtefælle ville sige. Ved at tydeliggøre (”jeg hørte dette…”) inden du svarer, undgås misforståelser.
  • Undgå at reagere defensivt. Sig til dig selv: ”jeg vil være rolig”. Når du opdager, at du reagerer defensivt, så bed din ægtefælle om at omformulere eller omskrive udsagnene. Hvis du virkelig føler, at dine følelser tager overhånd, så tag en time-out og aftal at genoptage diskussionen, når I begge er mere rolige.
  • Tænk på kommunikation som en proces. Drøft en situation, giv dig selv tid til at brainstorme omkring en mulig løsning på problemet, afprøv løsningen, og evaluér så, hvor fremadrettet løsningen er. Når du er aktiv i processen og har en forventning om, at den rette løsning nok skal komme komme, letter presset.
  • Sæt dig selv i din ægtefælles sted. Når du forstår, hvordan din ægtefælle har det, kan du kommunikere mere effektivt og arbejde hen mod løsninger, der fungerer for jer begge to.
  • Led efter løsninger på problemerne, som kan fungere for alle, inklusiv og ikke eksklusiv, dig selv og modtageren af din omsorg. Alle kan gå på kompromis, og ingen burde give afkald på alt.

Som med alle gode ting i livet, kræver et ægteskab arbejde, siger Cathy. Måder, hvorpå du kan sikre dig, at du yder en indsats for dit ægteskab, omfatter:

  • Sørg for at du opfylder din partners behov. Spørg dig selv “hvad gør jeg for min ægtefælle?”
  • Respektér din ægtefælle.
  • Se på de stærke sider og minimér svaghederne. Jo flere styrker, du formår at fokusere på hos din ægtefælle, jo mere solid og suveræn er styrken af jeres ægteskab.

Nogle røde flag, som du muligvis ser i dit ægteskab og som kan indikere et behov for professionel hjælp:

  1. Du føler at jeres kommunikation er håbløs. I bevæger jer i cirkler uden at finde frem til en løsning.
  2. I skændes tit og kærligheden synes tabt.
  3. Nogle gange foregår konflikten stiltiende. Hvis du kan føle afstanden mellem jer i din mave, er det muligvis tid til at tale med en professionel.

 

Det er ikke ham, det er fordi jeg har kuller

Vi spurgte Jenny Henson, som selv er pårørende, om at dele sine erfaring med, hvordan hendes omsorgsrolle har påvirket hendes ægteskab. Vores spørgsmål og hendes svar står forneden.

Caregiving.com: Fortæl os om dit pårøredeforhold. Hvor længe har du haft en omsorgsrolle? Hvilken type af omsorg/hjælp yder du?

Jenny: Jeg har været pårørende til min onkel Pete i omkring 2½ år. Inden da var jeg i årevis sygehjælper en lukket stue i ældreplejen. Jeg sagde op for at passe min onkel. Med hensyn til opgaverne… der er mange: fuldmagter, hans banksager, regninger, badning, påklædning, made ham, hårklip og vask, håndpleje, fodpleje, planlægning af møder, kørsel. Jeg laver det HELE.

Caregiving.com: Hvordan var din kommunikation med din ægtefælle inden du påtog dig omsorgen? Havde I for  eksempel diskussioner om, hvem der skulle gøre hvad, hvordan du ville håndtere bestemte situationer, osv.? Hvis I ikke havde sådanne samtaler, ville du så ønske, at I havde haft dem?

Jenny: Åh ja, vi diskuterede det. Virkelig længe og intenst. Min mand var faktisk den, der foreslog, at min onkel skulle bo sammen med os. Jeg sagde, at han ikke anede, hvad han gik ind til. Han havde faktisk aldrig været sammen med nogen med Alzheimers inden og havde ikke været meget omkring ældre overhovedet.

Jeg tager mig af al plejen, fordi onkel Pete ikke er tryg ved, at en mand skal gøre det. Det forstår jeg fuldt ud, og jeg ikke har noget problem med det.

Danny er en skat. Jeg laver mad og han gør rent, så jeg kan begynde med at bade Pete, give ham hans medicin, luftvejsbehandling osv. Hvis jeg ikke når at støve af eller sådan noget, gør Danny det. Han vasker sit eget tøj i weekendenderne, hvilket gør, at jeg får tid til at vaske mit og Petes. Han handler ind og tager mobiltelefonen med sig i tilfælde af, han skulle have nogle spørgsmål. Vi prøvede et par gange at tage Pete med på indkøb. Det fungerede ikke…. Han kan godt lide at tage ting ned fra hylderne og han er jo alt for stor til at sidde i indkøbsvognen. Hvis og når jeg har brug for noget, har Danny altid været en rigtig skat og prøvet på at gøre sit bedste.

Caregiving.com: Hvad var den største forandring i dit ægteskab i forbindelse med at du påtog dig omsorgen?
Jenny: Tja, hvor skal jeg begynde? Naturligvis sexlivet. Det er svært at være romantisk, når babymonitoren er tændt og du kan hører hver en lyd fra gårdpladsen. Det krævede en del at vænne sig til… MEGET at vænne sig til. Den største forandring er ikke bare at kunne tage afsted ud i det blå, når som helst vi har lyst. Vi har været alene i årevis og gjorde tit sådan noget. Vi gjorde hvad vi havde lyst til, når vi havde lyst til det. Det er forbi nu!

Caregiving.com: Hvad har været den største udfordring? Og hvordan løste (eller løser) I den?

Jenny: Den største udfordring er, at vi bliver kulrede. Sådan har vi det begge to. Hvordan løser man det… en dag ad gangen, ellers bliver vi skøre og taber håret!.

For os hjælper det mest at give hinanden plads til at forsætte med det, vi kan lide, og leve livet med hver vores hobbyer. Nogle gange bliver vi nødt til at flytte lidt rundt på rutinerne, så den anden kan lave noget særligt, men på en eller anden måde lykkes det.

Men husk nu på, at ingen af disse hobbyer kan foregå uden for huset, fordi vi skal holde øje med Pete. Danny elsker at lave sine egne film på computeren, så hvis han har lyst til at gøre det, er det fint. Nogle gange lægger han sig over i det andet værelse og holder ørerne åbne, så jeg kan krybe under dynen og nyde at læse lidt i en god bog, inden jeg lægger mig til at sove. Man kunne nok sige, at vi skiftes til at tage tjansen.

Caregiving.com: Hvad har det at være pårørende lært dig om din ægtemand, om dit ægteskab og om dig selv?
Jenny: Jeg har lært, at jeg i virkeligheden ikke er sur, når jeg bliver ærgerlig over, at han kommer hjem med lyserødt toiletpapir i stedet for blåt… mine kuller går mig bare på. Han har lært, at hvis han kommer til at sætte sig på katten og bliver bidt, så han bliver rasende og bander, så er det ikke kattens skyld… det er hans kuller. Når vi bliver sure på hinanden, diskuterer vi det IKKE, før vi er faldet til ro. Vi gik en gang tre dage uden at snakke sammen før, fordi vi ikke ville sige noget til hinanden, som vi ikke kunne stå inde for bagefter.

Caregiving.com: Hvilke råd og idéer vil du give til andre pårørende i omsorgsroller, som kæmper med at holde deres ægteskab i live samtidig med omsorgen?

Jenny: Du har brug for tid til dig selv… du skal bare have den tid. Jeg er ligeglad med om det så bare er at læse to sider i en bog og drikke en varm kop te. Du skal lære  at gå på kompromis og dele ansvaret. Hvis ikke du gør det, vil ingenting blive gjort færdigt, og tilbage sidder to sure og fornærmede mennesker.

Danny og jeg har lært at give hinanden plads til hver især at vokse som menneske og aldrig at miste vores kærlige sind. Og frem for alt, en god sans for humor og accept af omstændighederne, søster! Du tror måske, at det er nemt nok at have sex, samtidig med at nogen i baggrunden råber “Sueeeeeeee….eeeeeeee”, men prøv det lige engang!

Jenny er 47 år gammel og en professionel sundhedsperson i Kentucky. Hun kan godt lide at læse, at hækle og er ved at lære computergrafik (“langsomt men sikkert,” siger hun). Hun er engageret i fredningen af dyr og miljø “uden at være hysterisk omkring det.”