Hvis dine forpligtelser for modtageren af din omsorg er så omfattende, at det begynder at gå ud over dit erhvervsarbejde, bør du tænke dig grundigt om og afsøge alle muligheder og konsekvenser, inden du eventuelt tager en beslutning om at skifte til en mindre krævende stilling, gå ned i tid, eller helt sige op.

Er du sikker på, at du har udtømt alle muligheder for at få hjælp fra det offentlige, fra frivillige organisationer og fra dit personlige netværk? Har du overvejet, hvad en ændring i dit erhvervsarbejde vil gøre ved din økonomi nu og i fremtiden, og hvordan det vil påvirke dine håb og ønsker om fremtidigt arbejde? Vil du have mulighed for at få plejeorlov eller for at blive lønnet af kommunen som hjemmehjælper for modtageren af din omsorg? Og hvad vil der ske, den dag modtageren af din omsorg enten flytter på plejehjem eller dør?

Tal med din arbejdsgiver, din tillidsrepræsentant og din fagforening om mulighederne og konsekvenserne ved nedsat tid eller ændret arbejdsindhold. Tal med borgersevice, med din a-kasse og din bankrådgiver om de økonomiske muligheder og risikomomenter. Tal med modtageren af din omsorg og med resten af familien om, hvordan en omlægning af dit erhvervsarbejde ville påvirke forskellige aspekter af jeres liv sammen. Og tænk dig først og fremmest rigtig godt om selv for at være sikker på, at du virkelig kan stå inde for den beslutning, du tager – også i det lange løb.